fjellerup14.jpg

Det er ikke altid at foto shoots skal være planlagte, og selvom vi hos Venstrehaandsarbejde er perfektionister, som elsker at bruge tid og kræfter på forarbejde og samarbejde med modeller, så er spontane ideer nogle gange forfriskende! 

Under en familieweekend ved Fjellerup Strand på det nordlige Djursland, opstod ideen til at lave nogle billeder, og mens solen gik ned på den smukke sommeraften, så gik Puk og Mette med til at lege modeller (og assistenter).

Fotografer går ofte efter "The Golden Hour" som er tiden lige omkring solopgang, eller solnedgang. Her bliver farverne varme, og huden "gløder". Det var også tilfældet denne aften.

Med et ret simpelt lys-setup, med to flash og reflektor, er det muligt at lave billeder der kommer meget tæt på hvad man kan opnå i fx et studie, og giver fleksibiliteten til at lave et væld af forskellige looks - i dette tilfælde bl.a. fashion, silhuet og nogle mere kunstneriske billeder med mere kreativ brug af lys osv.

På trods af at de to piger ingen modelerfaring har, havde vi det rigtig sjovt, og nåede en del forskellige setup i timen omkring solnedgang. 

Det viste sig at vi havde været til stor underholdning for nogle turister der sad lidt fra det område af stranden hvor vi sad, som havde lavet vædemål om hvad det var vi havde gang i med alt det lys på stranden. Den heftige aktivitet og de mange blinkende lamper har også været et lidt specielt syn i det ellers meget stille sommerhusområde. 

Comment